Sådan får du fjernvarme i Solrød

Kontakt Fjernvarmeværket

Hvis du overvejer at få fjernvarme, skal du blot kontakte Solrød Fjernvarme, så sender vi dig noget oplysningsmateriale, herunder vedtægter og Tekniske og Almindelige Bestemmelser.

Ønsker du besøg af vores konsulent? 
Du kan også få et uforpligtende besøg, hvor vi kan udarbejde et tilbud til dig samt en økonomisk oversigt, der viser de årlige varmeomkostninger og besparelser ved at anvende fjernvarme frem for din nuværende opvarmningsform, samt orientere om vores yderst gunstige finansieringsmulighed.

Hvordan indgår vi en aftale?
Når du har besluttet dig for fjernvarme, udarbejder vi en kontrakt, hvor vi bliver enige om tilslutningsprisen og tidspunktet for tilslutning til fjernvarme. Har du f.eks. olie på din tank og vil bruge denne, kan du få dit fjernvarmestik ind i huset med det samme, men du skal først aftage varme inden for de kommende 12 måneder, så snart den resterende olie er brugt.

Arbejdets udførelse 
Etablering af stikledning
Når en aftale er indgået, vil du få besøg af en af vores medarbejdere med det formål at aftale, hvor stikledningen bedst kan indføres, og hvor hovedhaner placeres i dit hus. Efter nærmere aftale graver vores VVS entreprenør op til rør/stik, udfører murgennemføringen, lægger fjernvarmerørene i jorden samt retablerer murværk og haveanlæg. Alle leverancer og alt arbejde til og med de 2 stophaner indenfor mur udføres af os.

Etablering af indvendige installationer 
Du skal selv sørge for et tilbud fra og indgå aftale med en VVS installatør om udførelse af de indvendige installationer (efter stophanen).

Når fjernvarmen er tilsluttet, skal VVS installatøren indregulere anlægget samt trykprøve og færdigisolere rørene. Varmemåler, der lejes af fjernvarmeværket, hentes hos os, og skal tilsluttes af en elektriker. Når arbejdet er afsluttet, skal det færdigmeldes til Solrød Fjernvarme.

Vi foretager derefter et færdigsyn, indsætter elektronikdelen i varmemåleren og plomberer denne. Herefter er din installation færdig og klar til modtagelse af fjernvarme.

Oplysninger til BBR registeret
Du skal selv sørge for at anmelde ændringen til Solrød Kommune, som herefter sørger for at det registreres i BBR-registeret, at der er skiftet fra oliefyr/el til fjernvarme.

Afmelding af oliefyrsservice m.v.
Du må selv have ulejlighed med at afmelde oliefyrsservice, olieleverandør samt skorstensfejer, såfremt skorstenen tages ud af drift. Desuden skal du selv afmelde olietanken hos Solrød Kommune.